Driftsstatus mobilnetværk: Er der nedbrud lige nu?
Se driftsstatus for TDC, Telenor, Telia, 3 og de øvrige danske teleudbydere – og find ud af om nedbruddet skyldes dit netværk eller din telefon.
Skrevet af Tobias Bang
· Tidligere rådgiver hos TDC Erhverv og TDC Brands (tidligere Nuuday)
Kan du pludselig ikke ringe, sende beskeder eller bruge mobildata? Så er det første, jeg ville gøre, at tjekke driftsstatus på det mobilnetværk, dit abonnement bruger.
Det er nemlig ikke nødvendigvis dit mobilselskab, der ejer selve netværket. I Danmark bruger mobilselskaberne i praksis ét af tre mobilnetværk: TDC NET, 3’s netværk eller TN-netværket fra Telenor og Norlys.
Herunder kan du hurtigt finde det rigtige netværk og se, om der er kendte driftsforstyrrelser i dit område.
Tjek driftsstatus på dit mobilnetværk
TDC NET – driftsstatus
Brug udbydernes driftsstatus, hvis du har mobilabonnement på TDC NET:
- Tjek YouSees driftsinformation
- Tjek Telmores driftsstatus
- Tjek eesys driftsstatus – du bliver ført til YouSee, da eesy bruger samme netværk (TDC NET)
På TDC NETs dækningskort kan du se aktuelle fejl, planlagte driftsforstyrrelser og løste fejl i mobilnetværket. Kortet giver dig et overblik over driftsstatus i dit område → Tjek TDC NET dækningskort
3 – driftsstatus
Brug 3’s driftsstatus, hvis du har abonnement hos:
- 3
- OiSTER
- Flexii
→ Tjek driftsstatus på 3’s netværk
3 driver sit eget mobilnetværk, som også bruges af OiSTER og Flexii. Hvis flere i dit område med et af disse selskaber mister forbindelsen samtidig, kan problemet derfor sagtens ligge i selve 3-netværket.
Telenor / Norlys – TN-netværket
Tjek TN-netværkets driftsstatus, hvis du eksempelvis bruger:
- Telenor
- Norlys
- CBB Mobil
- Call me
- duka
- Greentel
- Lebara
- Lyca Mobile
→ Tjek driftsstatus hos Telenor
→ Tjek driftsstatus hos Norlys
Telenor og Norlys deler mobilinfrastruktur gennem TN-netværket. Derfor kan en fejl på netværket påvirke kunder hos flere forskellige mobilselskaber på samme tid.
Er du i tvivl om, hvilket netværk dit mobilselskab bruger, kan du også se min guide til mobilnetværk i Danmark.
Mobilnettet virker ikke – hvad skal du gøre?
Hvis mobilen mister forbindelsen, er det fristende straks at konkludere, at netværket er nede.
Men jeg ville tage det i denne rækkefølge:
- Tjek driftsstatus på dit netværk
- Slå flytilstand til i 20-30 sekunder og slå den fra igen
- Genstart mobilen
- Tjek om andre i nærheden har samme problem
- Prøv forbindelsen et andet sted
- Kontakt dit mobilselskab, hvis problemet fortsætter
Hvis dit teleselskab allerede viser en kendt driftsforstyrrelse i dit område, er der normalt ikke meget andet at gøre end at vente på, at fejlen bliver rettet.
Er der derimod ingen registreret fejl, er det værd at undersøge mobilen og forbindelsen lidt nærmere.
Der står ingen driftsforstyrrelser – men mit mobilnet virker stadig ikke
Det kan sagtens ske.
En driftsstatus er ikke nødvendigvis opdateret sekundet efter, at noget går galt. En netværksfejl skal først registreres og i nogle tilfælde verificeres, før den bliver vist.
Hos Norlys oplyses det eksempelvis, at der ved netværksfejl kan gå op til 30 minutter, før fejlen er verificeret og offentliggjort.
Så hvis din telefon pludselig viser “Ingen tjeneste”, og andre personer på samme netværk oplever præcis det samme, kan der godt være tale om en reel netværksfejl, selvom driftsstatus endnu ser normal ud.
Men problemet kan også ligge hos dig.
Har du ingen tjeneste på mobilen?
Læs min guide til de mest almindelige årsager og hvordan du løser det.
Har du signal, men intet internet?
Hvis du stadig kan ringe og sende SMS, men mobildata ikke virker, er hele mobilnettet sandsynligvis ikke nede.
Tjek først:
- at mobildata er slået til
- at du ikke har ramt en datagrænse
- at telefonen står til automatisk valg af 4G/5G
- at problemet ikke kun gælder én app eller hjemmeside
Du kan også prøve midlertidigt at skifte fra 5G til 4G.
Hvis der eksempelvis arbejdes på en 5G-mast i området, kan 4G i nogle tilfælde stadig fungere normalt.
Er netværket nede, eller har du bare dårlig dækning?
Der er en vigtig forskel.
Driftsforstyrrelse: Et område, der normalt har forbindelse, mister helt eller delvist adgangen i en periode.
Dårlig dækning: Mobilnettet fungerer som det skal, men signalet er svagt på den placering, hvor du befinder dig.
Hvis du altid har én signalbjælke hjemme i køkkenet, er det altså næppe en driftsforstyrrelse.
Hvis du normalt har fuldt signal, men hele familien pludselig mister forbindelsen samtidig, begynder det til gengæld at ligne et netværksproblem.
Bygninger, energiruder, beton, terræn, afstand til mobilmasten og antallet af mennesker på den samme mast kan alle påvirke din forbindelse.
Oplever du problemer igen og igen på den samme adresse, ville jeg derfor også tjekke dækningskortet for dit område. Du kan altid tjekke din dæknings hos Tjekditnet.dk eller hos din udbyder.
Planlagt arbejde på mobilnettet er helt normalt
En registreret driftsforstyrrelse betyder ikke nødvendigvis, at noget er gået i stykker. Mobilnettene bliver løbende opgraderet.
Det kan eksempelvis være:
- opgradering af en mobilmast
- installation af nyt 5G-udstyr
- kabelarbejde
- vedligeholdelse
- udskiftning af hardware
- ændringer i kapaciteten på nettet
I den periode kan en mast være helt eller delvist ude af drift.
De omkringliggende master vil ofte overtage noget af trafikken, men resultatet kan stadig være dårligere dækning eller langsommere internet, indtil arbejdet er færdigt.
Det er især mærkbart i områder, hvor der er længere mellem mobilmasterne.
Flere mobilselskaber kan blive ramt af den samme fejl
Det her er værd at vide: Hvis du har CBB, og din nabo har Telenor, kan I godt miste forbindelsen samtidig.
Det samme gælder eksempelvis YouSee og Telmore eller OiSTER og Flexii. Det skyldes, at mange danske mobilselskaber deler det samme underliggende netværk.
Et billigt mobilabonnement betyder altså ikke nødvendigvis, at du bruger et helt andet sæt mobilmaster end kunder hos et dyrere selskab.
Mit råd, hvis dit mobilnet er nede
Start med det simple.
Tjek netværkets driftsstatus → slå flytilstand til og fra → genstart mobilen.
Er der en kendt fejl i dit område, har du fundet forklaringen.
Er der ingen kendt fejl, og forbindelsen stadig mangler, så undersøg, om andre på samme netværk har problemer. Hvis det kun gælder din telefon, vil næste skridt typisk være at kontrollere SIM/eSIM, indstillinger og kontakte dit mobilselskab.
Og oplever du dårlig forbindelse igen og igen samme sted, er det ikke driftsstatus, jeg ville kigge mest på. Så ville jeg undersøge dækningen fra de tre mobilnet og overveje et abonnement på et andet netværk.
Ofte stillede spørgsmål om driftsstatus på mobilnettet
Er mobilnettet nede lige nu?
Tjek den aktuelle driftsstatus hos det netværk, dit mobilselskab bruger. I Danmark vil det typisk være TDC NET, 3 eller TN-netværket fra Telenor og Norlys.
Hvorfor har jeg ingen mobildækning?
Det kan skyldes en driftsforstyrrelse, planlagt arbejde, dårlig lokal dækning, problemer med SIM-kortet eller telefonens forbindelse til netværket. Start med at tjekke driftsstatus og slå derefter flytilstand til og fra.
Hvorfor virker mit internet ikke, selvom jeg har signal?
Hvis du har signal, men ingen mobildata, kan problemet skyldes dine dataindstillinger, en opbrugt datapakke eller en lokal fejl på datadelen af mobilnetværket. Prøv også at skifte mellem 5G og 4G.
Hvorfor virker mit mobilnet efter en genstart?
En genstart får telefonen til at registrere sig på mobilnetværket igen. Derfor kan en genstart løse midlertidige problemer med forbindelsen mellem telefonen og netværket.
Bruger Telmore og YouSee samme mobilnet?
Ja. Både Telmore og YouSee bruger TDC NETs mobilnetværk. Det samme gør eesy.
Bruger OiSTER og 3 samme netværk?
Ja. OiSTER bruger 3's mobilnetværk. Flexii bruger også 3's netværk.
Hvilket netværk bruger CBB?
CBB bruger Telenors netværk og er dermed på den fælles netværksinfrastruktur, der forbindes med TN-netværket.
Kan jeg få besked om driftsforstyrrelser?
Hos nogle netværk kan du tilmelde dig driftsinformation. Telenor tilbyder eksempelvis mulighed for at få besked via SMS eller e-mail om driftsproblemer i udvalgte områder.
Hvor længe varer en driftsforstyrrelse?
Det afhænger helt af fejlen. Planlagt vedligeholdelse vil normalt have et forventet start- og sluttidspunkt, mens akutte fejl kan være sværere at tidsestimere. Tjek derfor den officielle driftsstatus løbende for den nyeste information.